Velkommen

Hej
Jeg hedder Lars. Jeg har oprettet denne side, fordi jeg er interesseret i at lære om vores fælles historie gennem spændende fund og dele viden med andre detektorførere og lodsejere.

Hobbyen deler jeg med mine børn, som både har glæde ved at færdes ude i naturen og synes at historien om vores fund er både spændende og lærerig. Vi ønsker at bevare spor fra fortiden med respekt for lodsejer, lovgivning og kulturarv.

Er du lodsejer, så læs her:

Nysgerrig?
Hvis du, som lodsejer, er nysgerrig på, hvad der gemmer sig under mulden på dine marker, er du meget velkommen til at gå med på marken og se hvordan afsøgning foregår. Jeg kigger også gerne forbi og fortæller om hvad jeg har fundet på din mark.

Økonomisk risikofrit
Der kan være bekymringer om, hvad der sker hvis der bliver fundet noget af større historisk værdi på dine marker, og om det så kan koste dig noget. Som udgangspunkt løber du ikke nogen økonomisk risiko ved at give tilladelse til, at en person går med metaldetektor på din mark. Museumsloven er netop indrettet, så lodsejeren er beskyttet.

Danefæ
Hvis jeg skulle være så heldig at finde noget af arkæologisk betydning på dine marker, afleveres til det lokale museum i henhold til danefæloven. Fund registreres i databasen DIME, som giver museerne et overblik over fund, så fælles kulturarv ikke går tabt. Jeg finder dog ofte meget, der ikke er danefæ, såsom jern-skrald. Dette tager jeg naturligvis med mig og sørger for bliver afleveret i metalskrot.

7 facts til lodsejere

  • Det koster dig intet og det er økonomisk risikofrit

De økonomiske risici i museumsloven knytter sig primært til byggeri og større jordarbejder, og altså ikke til almindelig detektorgang. Dette reguleres bl.a. i Museumlovens § 25.

  • Jeg søger kun med ejers tilladelse og den kan til enhver tid trækkes tilbage

Vi aftaler naturligvis hvorledes du ønsker at blive holdt orienteret om søgning.

  • Marken efterlades i samme stand, som da jeg kom

Alle huller graves små og dækkes pænt til igen

  • Jeg tager hensyn til afgrøder, dyr og markarbejde

Jeg arbejder diskret og respektfuldt

  • Danefæ registreres i Dime

Danefæ afleveres altid til det lokale museum

  • Lovgivningsbestemt afstand til fortidsminder overholdes

Det er ikke tilladt at søge med metaldetektor inden for 2 meter fra fortidsminder

  • Medlem af forening

Jeg er medlem af Midtjysk Detektorforening (midtdetekt.dk) og Nordjysk Detektorforening (nordjyskdetekt.dk) og overholder naturligvis alle love og etiske regler